af Johannes Aagaard; Helle Meldgaard (Dialogsentret)

 

Kirkeåret en ikke det samme som kalenderåret. Derfor hører man folk sige: Påsken falder sent I år. Kirkeåret såvel som andre religioners årsinddeling er nemlig indstillet efter månens forløb, mens kalenderåret bygger på solens forløb.

Kirkeåret har sin faste turnus med særlige tekstrækker og særlige kollekter (bønner) til hver søndag. Det er derfor også naturligt at lade kirkeåret markere de forskellige liturgiske farver. Det kan ske på flere måder, men gøres i Danmark især gennem forskelligt farvede messehagler.

Mange præster – især de grundtvigske og tidehvervske – afviser imidlertid at bruge messehagler, selvom det egt. er foreskrevet. I lov om kirkesyn fra 1861 hedder det nemlig "Messehagler skal være af rødt silkefløjel eller et andet af synet godkendt materiale. Synet kan fordre, at den forsynes med ægte sølv – eller guld – brokade".

Den officielle vejledning for præsten i Prøveritualbogen 1963 med hensyn til liturgiske farver er meget kortfattet idet den blot angiver, at den hvor der kun anvendes to eller tre farver, må man lade dem træde i stedet for andre farver efter et passende skøn. Men hvid skal bruges på alle festdage, og grøn kan bruges på alle andre.

I tillæg gives der nogle forklaringer på farverne: Hvid kan erstatte rød, og gul kan erstatte hvid. Hvid betyder renhed og fest, rød betyder blod og ild. Grøn betyder håb, mens violet betyder bod og faste.

Der fremlægges også et anvendelsesforslag, og det en det symbol-skema, som Selskabet for Kirkelig Kunst har udsendt:

Adventstiden, der står for boden er violet, men 1. søndag i advent er hvid, forstået som uskyldighed og sejr. Fra jul til Hellig-tre-konger en hvid, bortset fra St. Stefansdag, der er rød, som er martyrernes farve. Hellig-tre-konger-tiden er grøn, som betegner håbet. Septuagesima-tiden og fasten en violet, bortset fra Maria Bebudelsesdag, der er hvid.

Fra Skærtorsdag til 6.søndag efter påsken er hvid bortset fra St. Bededag, der er violet, igen som bodens farve. Pinsen en rød, da Helligånden kom som en ild.

Hele Trinitatis-tiden er grøn, bortset fra Alle Helgensdag, der en hvid eller rød, idet der er to traditioner derom. Rødt er den franske tradition (martyrernes blod), hvid er den romerske tradition.

Det er interessant at notere sig, at disse liturgiske farver ganske svarer til de farver, som Tridentinerkoncilet lagde fast for den modreformatoriske kirke! De slog altså igennem.

Det en også væsentligt at notere sig, at kirkeårets regnbue er en del anderledes end den naturlige regnbue!

De faste og gældende liturgiske farver en som nævnt ovenfor: rød, grøn og violet samt hvid, der ikke hører med til regnbuens spektrum, da hvid er en kombination af alle farver.

Der mangler således især orange, gul samt blå og indigo. Gul eller gylden kan imidlertid erstatte hvid i kirkeåret, og sølv kan erstatte hvid, mens guld kan træde i stedet for grøn og rød.

Det er ikke mærkeligt, at blåt og gul mangler i kirkens liturgiske verden, men ofte ser man hvordan netop de farver til gengæld træder frem i kirkens kunst, i glasmalerier og f.eks. i Marias himmelkåbe! Blå har naturligvis med himlen at gøre. Jupiter som himmelgud havde en blå nimbus ligesom Zeus, og det kan have medvirket til at holde kirken lidt tilbage i brugen af den blå farve.